Hvad med børnene i det hér?

Der skal ikke herske den mindste tvivl om, at vi hovedsageligt gør det hér for os alle 4. Hele familien er samlet i denne her beslutning.
Godt nok, har vi ikke sat os ned alle 4 og fælles stemt om idéen, så meget indflydelse skal en 2 og 8 årig nu ikke have 😉 MEN.. Det er for os, den største gave at kunne give sine børn.
Tid med sine forældre, evnen til at omstille sig og lære nye mennesker at kende, at kunne navigere i sociale sammenhænge og så den helt klare bonus, er jo sproget!

At tænke fremad, og vide om 6-8 mdr, så taler vores børn jo mere spansk i vi gør og kan fungere i skole og daginsitutioner mere end hvis vi som voksne blev kastet ud i sådan en situation.

Vi har fået SÅ mange dejlige og varme kommentarer med på vejen i det her planlægnings/beslutningsforløb fra alle vores nære og kære. Alle har jo heldigvis en bred enighed om at det er en kæmpe gave at give sine børn. At drage på “eventyr” eller i hvert fald rive pløkkerne op, og prøve et liv et andet sted i verden. Så har der også været en kommentar om at “nu må vi håbe at ungerne synes at det er lige så spændende som os” og til det kan jeg jo kun sige, at selvfølgelig gør de det!
Vi har en fantastisk positiv indstilling til livet, og til det dér skal ske nu for vores lille familie. Så selvfølgelig smitter vores indstilling af på vores børn. De “fatter jo ikke hvad det indebærer” alligevel, før vi er der, og det gør vi jo som voksne jo egentlig heller ikke. Så vi har ja-hatten på, og nyder at vi vender vores liv på hovedet.
Og selvfølgelig er børnene den aller aller største bekymring i det her, det er tanker omkring deres fremtid, familien, sprog, vennekreds (nye og eksisterende) skolegang og vuggestue, som giver mig den største knude i maven. Jeg frygter for den dag, jeg skal aflevere (især) Carlos i skolen på første skoledag, og så bare gå derfra og hente ham igen kl 14, når han har fri… Jeg får næsten kvalme ved tanken, og jeg ved at jeg kommer til at gå i cirkler omkring mig selv den dag. MEN, det vælger jeg ikke at fokusere på nu.
Det er der simpelthen ingen grund til, for jeg VED at når den dag kommer, så er han frisk, nysgerrig og fornuftig og klarer dagen så fint, som var det enhver anden dag. Altså, det der med at huske på, ikke at gøre et stort nummer ud af det hele. For ja, det er en ny skole, og ja det er et nyt land, nye lærere, nye venner og nyt sprog. Men børn har altså bare en helt unik evne til at tilpasse sig enhver situation, og jeg er sikker på, at hvis vi ikke gør det “værre og farligere” end det i virkeligheden er, så vil han heller ikke opfatte det som en udfordring.
Hvor tit bliver vi voksne mennesker, ikke lige kastet for løverne og møder nye mennesker? Det burde vel blive være et problem.
Vegas? Han er 2.. Ham er jeg ikke så bekymret for, han skal nok falde til og lege dagen lang med nye børn og voksne.  Her er det bare SÅ vemodigt at tænke på at han ikke skal gå i den danske vuggestue herhjemme længere, for hold nu op, hvor er det bare den bedste institution jeg nogensinde har haft børn i. Puha! Den glæder jeg mig ikke til at sige farvel til..

Så når vi kommer derned, så er vores umiddelbare plan, at Carlos skal begynde på en spansk lokal skole. Vi flytter derned for at bo på ubestemt tid, så selvfølgelig prioriterer vi spanske og lokale venner til fordel for en international skole. Sproget? Det skal han nok lære.
Vegas, han skal i daginstitution. Vi ved ikke hvilken én endnu, men vi tager den med ro den første måneds tid når vi lander, og undersøger området vi skal bo i og tager ud og besøger dem.

Den eneste ulempe ved det hér, det må klart være at vi nu opdrager vores børn med at drage på eventyr, så det skal lige passe at de vil flytte over på den anden side af jorden når de bliver klar til at flyve fra reden.. Av, siger jeg bare og undskyld til mine egne forældre, for at vi gør det nu 😉
Men så igen.. Flyv børn! Afsted med Jer og oplev hele verden!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *