OLYMPUS DIGITAL CAMERA

One Way Ticket

Op kl 5:15, lynbad, tøj på ungerne, pakke bilerne og afsted mod lufthavnen!
Alt er pakket, klar, betalt og vi efterlader intet materielt i Danmark, andet end en flyverdragt og nogle vinterstøvler (-ik’ dumt 😉 )

Vi har lejet Airshells til klapvogn og autostol så vi har kunne bruge det de 5 dage vi har overlappet herhjemme, ellers kunne det såmænd have været sendt afsted med flyttemanden. Vi rejser let,med håndbagage og Hollie er med i kabinen.
(Hos SAS er de små hunde velkomne i kabinen i transporttasken mod et gebyr) Det er rigtig fint, og jeg kan da (trods absurd turbulens) anbefale SAS, der er sgu en del mere benplads og luft omkring os undervejs). Min far og Mette, kørte os i lufthavnen, og hjalp lige til med indcheck/børn/hund/Odd size, så vi kunne få en rolig start på dagen ??

Det var bestemt med en underlig følelse af glæde, forventninger og spænding at vi har sagt “på gensyn” til vores dejlige familie og venner. Egentlig havde jeg virkelig forudset store dramatiske scener, en masse tårer og hårde farveller.
Men, et eller andet sted, så har vi jo haft tid til at reagere, vi har været besluttet i flere måneder og enige om at vi gerne ville denne vej i livet de sidste mange år. Så det har været klaret med store smil og forventningens glæde under overfladen.
Men at sige farvel til de mennesker, man ser dagligt, der altid lige har tid til en kop kaffe, tid til at hænge og kysse lidt på hinandens børn, puha! Den var hård helt ned i maven..
Vi “klarede” den heldigvis uden store scener, men med et stort kram og kindkys på vejen, og et smukt “Vi ses om lidt”

Men idag! I flyveren.. Som jeg skriver det her indlæg, synes jeg da den suger noget så gevaldigt i mavesækken. Jeg skal absolut ikke pynte på nogen virkelighed, for den har stået på kvalme hele morgenen og en underlig sindstilstand, da jeg bestemt ikke vil være alt for emotionel overfor børnene.. Vi har lagt op til at det ikke er en dramatisk/rive rødderne op/væk for evigt kinda oplevelse.. Selvfølelig viser vi følelser, og børnene må bestemt gerne se mor være følsom, men personligt synes jeg godt lige at jeg kan holde igen lige i denne her situation, indtil vi lander i huset og lige for ro på, så de kan navigere i situationen.
Vi voksne, har trods alt en fordel i at vi fatter et hak mere end de små.

 

On that note, er vi nu landet i Malaga ????

5 tanker om “One Way Ticket

  1. Jeg tænker at kommentere på alle posts du laver, mere så du ved, at jeg er lige her på den anden side af skærmen. WOW, det er egentlig ret creepy. Jeg savner jer allerede, men også fordi tanken er så weird. Jeg glæder mig så meget til at følge med. I er en kæmpe inspiration altså!! Vi ses til MAJ, og i kommentarfeltet på din næste post 😉

    1. Åh min Callie! Tak for dine varme ord, du ved hvor meget det betyder at vide at du sidder lige dér på den anden side af skærmen! <3

      Jeg glæder mig til at du kommer herned og når der er ro på til at vi kan komme lidt hjem igen til jer! Kys!!!

  2. Altså her får tårerne så frit spil, fuldstændig tudemarie. Nok også fordi mine unger pt. befinder sig i børnehaven, så ingen hensyn at tage her. Indestænkt følelser, kan tårene vel kaldes. Jeg gennemlever alt jeg selv har følt i hvert et ord du skriver. Og når jeg så sidder og reflektere, og tænker hvor er I bare vilde og tænk sig at de gør det, alle snakker, men de gør det fandmer, så tænker jeg også, at er der nogen der kan det, i er i færd med, så er det JER. Men jeg tilskriver mig Christel, det er fandme en wierd følelse at i nu befinder jer i et helt nyt ukendt miljø. Glæder mig til at komme ned og få det på plads. Jeg har altid en eller anden mærkelig ting med at jeg skal se i hvilket element i befinder jer, før jeg har det på plads i hovedet.

    1. Du er så sød, Chris! Men der er mange mommy feelings, især fordi man ved at man selv kan deale med alting og klare en hverdag og et sprog osv. Men den største bekymring er uden tvivl børnene i det her. I har gjort det hele SÅ flot og er kæmpe inspiration for os, vi er meget taknemmelige for Jer og Jeres opbabkning og råd i sådan et forløb.

      Og jeg skal, satmer ikke stå i vejen for din galoperede OCD (-eller hvad vi kan klassificere det som) så I er så velkomne hernede! KYS!!!!

  3. Hej Manja og familie :-)!
    Hvor er det altså spændende at følge med i jeres rejse. Sidder troligt og venter på nye indlæg om jeres eventyr.
    Godt I nåede at få klaret alt, og at ,,nu er det nu” ?
    Mange knus herfra Cecilia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *